Når jeg høre ordet sne, tænker jeg koldt. Af og til minder det om os mennesker, har du nogensinde tænkt det på den måde?
Jeg tænker på de tusindvis af krystaller der hænger i luften, som alle forskellige. Det kan jeg godt lide at tænke på, ingen er ens. De har alle små neuancer i forskellige former. De flyvende frosne former daler ned mod jorden, og laver et tykt lag sne. Sneen er tilstede, hvis de er under rigtige forhold. Men hvis der kommer ændringer i omgivelserne, kan det have konsekvenser for dem. De kan have svært ved at overleve og stå imod. Det er et hårdt og barsk miljø for de små snefnug, men må prøve at modstå. Næste år kommer der nye snekrystaller og efter dem, endnu et år.
Livet går videre.
Hvad er det egentlig vi elsker ved sne?
Det er vådt, hvidt, koldt og ofte snavset af de små bakteriefyldte børn, der kaster sig i sneen. Og hvor mange af os har ikke stået med hovedet op i vejret og ragt tungen ud, for at fange de små hvide stjerner. Men de smager jo ikke af noget. Jeg tror vi elsker sne fordi det bringer minder frem i os. Minder op i os alle sammen om det at være barn. Barndommen. Sne, jul, gaver. Hvordan ville julen være uden sne?
Når jeg høre ordet sne, kommer der mange associationer frem. Der hænger mange fine ord og oplevelser forbundet med ordet sne. De kolde kinder, der river af kulden fra vinden og de store støvler der gnaver i fødderne, som forgæves prøver at tage et nyt skridt, uden smerte. De alt for mange lag tøj og overtræksbukser, men alligevel formår kulden at flyve ind. Lynlåsen er ikke helt lynet op, og den kolde vinterkulde flyver lige ind på den varme barnekrop og giver gåsehud. Vanternes varme er for længst forsvundet, men nu kolde og våde af sne, der har klistret sig fast i foret.
Samtidig er det en triumf at komme hjem i et helt stykke, hjem til den varme stue. Jeg husker tydeligt, at jeg sad foran brændovnen med de små forfrosne fingre, der var i tø.
Når jeg tænker på sne, kommer jeg i tanke om de kolde vintre i mit sommerhus. Flyverdragten på, og så er det ellers bare ud i det skønne vejr, som mine forældre sagde. Men der er altid ét bestemt sted jeg har holdt af, det er nemlig i en busk. I en busk? Men det er ikke hvilken som helt busk, det er nærmere en hule som ligger over i naboernes have. Det er en stor rhododendron. Rhododen-dronen har stået der i mange år, det man kan se det på de gamle tykke stammer. Stammerne der fortæller om alle de vintre de har overlevet og kæmpet imod, og somrene der har givet dem energi til køligere tider.
Jeg plejer altid lige at tjekke om der er nogen
hjemme, hvis ikke, kravler jeg under de sne-dækkede blade og kommer ind i et stort rum. Det er som at trædde ind i en anden verden. Rhodo-dendronens høje trækroner, har mange store blade endnu. Det hele danner et stort hulrum med sne-beklædte vægge. Trækronens blade holder sneen ude og sammen danner de et stort tykt tag. Her elsker jeg at være, jeg føler mig alene og det giver mig plads til alle tanker. Der er stille og det giver mig ro til at filosofere. Jeg filosoferer ofte over livet, måske for at finde mig selv og hvor jeg står i mit liv.
Somme tider kravler jeg også op i de høje tynde, men solide stammer. Jeg kravler helt op i toppen, som det var mit mål. Når jeg når toppen og slår mig i gennem det tykke lag sne, kan jeg se ud over alle de andre sommerhuse i nabolaget. Dog prøver jeg at forstille, at det er et smukt stort landskab jeg skimter ud over. I al min tilfredsstillelse, prøver jeg at holde mig oppe. De tynde glatte stammer, er svære at holde balance i. Men det er noget man lærer hen af vejen.
Jeg elsker at kigge op mod himlen og se på de tunge skyer, der har besvær med mængden af sne og til sidst må give op og knække. Når jeg ligger i sneen og kigger op mod himlen, kan det ikke andet end give mig minder.
(essay skole-opgave)
Jeg tænker på de tusindvis af krystaller der hænger i luften, som alle forskellige. Det kan jeg godt lide at tænke på, ingen er ens. De har alle små neuancer i forskellige former. De flyvende frosne former daler ned mod jorden, og laver et tykt lag sne. Sneen er tilstede, hvis de er under rigtige forhold. Men hvis der kommer ændringer i omgivelserne, kan det have konsekvenser for dem. De kan have svært ved at overleve og stå imod. Det er et hårdt og barsk miljø for de små snefnug, men må prøve at modstå. Næste år kommer der nye snekrystaller og efter dem, endnu et år.
Livet går videre.
Hvad er det egentlig vi elsker ved sne?
Det er vådt, hvidt, koldt og ofte snavset af de små bakteriefyldte børn, der kaster sig i sneen. Og hvor mange af os har ikke stået med hovedet op i vejret og ragt tungen ud, for at fange de små hvide stjerner. Men de smager jo ikke af noget. Jeg tror vi elsker sne fordi det bringer minder frem i os. Minder op i os alle sammen om det at være barn. Barndommen. Sne, jul, gaver. Hvordan ville julen være uden sne?
Når jeg høre ordet sne, kommer der mange associationer frem. Der hænger mange fine ord og oplevelser forbundet med ordet sne. De kolde kinder, der river af kulden fra vinden og de store støvler der gnaver i fødderne, som forgæves prøver at tage et nyt skridt, uden smerte. De alt for mange lag tøj og overtræksbukser, men alligevel formår kulden at flyve ind. Lynlåsen er ikke helt lynet op, og den kolde vinterkulde flyver lige ind på den varme barnekrop og giver gåsehud. Vanternes varme er for længst forsvundet, men nu kolde og våde af sne, der har klistret sig fast i foret.
Samtidig er det en triumf at komme hjem i et helt stykke, hjem til den varme stue. Jeg husker tydeligt, at jeg sad foran brændovnen med de små forfrosne fingre, der var i tø.
Når jeg tænker på sne, kommer jeg i tanke om de kolde vintre i mit sommerhus. Flyverdragten på, og så er det ellers bare ud i det skønne vejr, som mine forældre sagde. Men der er altid ét bestemt sted jeg har holdt af, det er nemlig i en busk. I en busk? Men det er ikke hvilken som helt busk, det er nærmere en hule som ligger over i naboernes have. Det er en stor rhododendron. Rhododen-dronen har stået der i mange år, det man kan se det på de gamle tykke stammer. Stammerne der fortæller om alle de vintre de har overlevet og kæmpet imod, og somrene der har givet dem energi til køligere tider.
Jeg plejer altid lige at tjekke om der er nogen
hjemme, hvis ikke, kravler jeg under de sne-dækkede blade og kommer ind i et stort rum. Det er som at trædde ind i en anden verden. Rhodo-dendronens høje trækroner, har mange store blade endnu. Det hele danner et stort hulrum med sne-beklædte vægge. Trækronens blade holder sneen ude og sammen danner de et stort tykt tag. Her elsker jeg at være, jeg føler mig alene og det giver mig plads til alle tanker. Der er stille og det giver mig ro til at filosofere. Jeg filosoferer ofte over livet, måske for at finde mig selv og hvor jeg står i mit liv.
Somme tider kravler jeg også op i de høje tynde, men solide stammer. Jeg kravler helt op i toppen, som det var mit mål. Når jeg når toppen og slår mig i gennem det tykke lag sne, kan jeg se ud over alle de andre sommerhuse i nabolaget. Dog prøver jeg at forstille, at det er et smukt stort landskab jeg skimter ud over. I al min tilfredsstillelse, prøver jeg at holde mig oppe. De tynde glatte stammer, er svære at holde balance i. Men det er noget man lærer hen af vejen.
Jeg elsker at kigge op mod himlen og se på de tunge skyer, der har besvær med mængden af sne og til sidst må give op og knække. Når jeg ligger i sneen og kigger op mod himlen, kan det ikke andet end give mig minder.
(essay skole-opgave)
Virkelig fin blog! (-:
SvarSletJule hilsner - sidselkh.blogspot.com