Samtaler i mørket

Essay:

Hvad er det mørket gør ved os? Når jeg går gennem mørket, kommer der mange tanker og følelser frem i mig. Men hvad er det så der er facinerende og betagene ved mørket? Det er som at verden står stille i mørket, som om at verden skjuler dets ondskab, står tilbage helt lydløs og ydmyg. Her er vi utrolig sårbare og meget modtagelige. Selvom mørket gør blind, er det dér man ser klarest, det er her man kan få renset sine tanker for al hverdagens frustrationer. Frustrationer, angst og paniske tanker, kommer til livs, når stilheden bryder larmen.
Mørket og stilheden er sjæleåbnere, her kan intet skjules, blot ses. En portal til det virkelige eller uvirkelige menneske man er. Når man lukker sine øjne, kommer drømmene til syne, en sammensmeltning af virkelighed og fantasi.
Jeg befinder mig i en kølig skov, har bare fødder og nattøj på. Jeg bevæger mig ud i skoven for at finde svar, svar på mine spørgsmål og det jeg er uvidende om. De store spørgsmål, som alle unge spørger sig selv om, ”hvad vil jeg med mit liv?”. Uddannelse, arbejde og familie. Alt det der kommer væltende over én. Spørgsmålsregn, regn af spørgsmål, det er lige før man har brug for en parply. Alle de spørgsmål man skal tage stilling til. Jeg må selv lede efter svar. Svaret finder  jeg i mørket.
Det virker så uvirkligt, og alligevel så tæt på. Aldrig har himlens klæder set så mange stjer-ner. Jeg bevæger mig ned ad skovens smalle stier, her er stille, men hvis man lytter ordentlig efter, kan man høre alt. Man kan høre de små lydbølger flyve forvirret rundt i nattens bulder mørke. Bølgerne kommer fra de små dyr som gemmer sig under bladene og ved træernes kroner.
Selvom jeg holder meget af mørket, kan den også være min væreste fjende. Mørket er farligt og dragende. De hvislende blade, lyder som grinende spørgelser. Angst og længsel, forstærkes i nattens løb, og tårene løber i takt. Mørket og natten er også ensomheden.
Jeg ved egentlig ikke hvor jeg skal hen, eller hvad jeg vil opsøge, måske leder man nogengange, uden et bestemt mål. Skovens dufte er altid de samme, om dagen et, om natten noget andet. Ved mørkets frembrud og tusmørke, dufter luften klar og ren. Helt ren og renset, ligesom mit hoved.
Jeg bevæger mig forbi mit gamle sommerhusområde, og kommer forbi min lille hemmelige hule. Hemmelig er den ikke længere, eftersom jeg har trukket en del sommerhusbørn med i den. Den er hyggelig, og giver mig gode minder om barndommen selv. Ved Asserbos små skovstier, finder man mine tidligere fodspor. Små og store. Her har jeg trådt skovbunden flad på alle mine spasérture. Nat og dag. Ensom, eller blot eftertænksom.
Efter mange samtaler i mørket, er natten blevet min ven. Jeg er ikke længere bange for den, ikke længere en fjende, men én jeg tør kigge i øjnene. I virkeligheden er det at se mig selv i øjnene. Nattens stemmer er hjertet og kernen i mig, hvor jeg finder vejledning og tryghed. Jeg kan stole på den, og vil altid være der. Faktisk kender den mig bedst, fordi den har set mit åbne sind, den ved hvad der er bedst for mig. Natten er min åndelige vejleder, hvis tvivlsomheden skulle dukke op. Også de store livsspørgsmål. Den åbner mine øjne for, livets vigtigheder og gaver, der ikke må overses.
Livets store overvejelser kan være komplekse, og valg er svære at træffe, men ved at lade sig drømme lidt ind i sindet, er svaret enkelt. Ved mørket overgang, sluttes dagen, men gennem natten fødes der en ny.