Livet er skrøbeligt. Vi er kun mennesker. Og til forsvar for mange andre uvelkommende ting, indser vi at vi faktisk kun er kød og blod, frem for al teknologi. Jeg er kun en lille krop, ligesom du. Vi er sammen. Små skrøbelige skabninger. Vi kan tilgive, vi kan hade, vi kan smile og frem for alt: vi kan elske. Elske er noget vi kan. Det er personer vi holder af. Mennesker. Mennesker du føler dig tryg ved, mennesker du kan være dig selv sammen med, er også dem som står dig nært. Dem du holder af. Vi kan blive følelsesmæssigt nedtrygt, vi kan blive svigtet og skuffet. Men det er jo også det der gør os stærkere, en kvinde sagde engang til mig "Hvad du ikke dør af, bliver du stærkere af" Og det er jo hvad det er. Det er os. Det er mig. Det er dig. At have et stærkt sind, må vel være det mest værdigfulde vi har. Det vi kan kæmpe med, det vi kan kæmpe for. Vi kæmper for vores svagheder. Svagheder er personligt, det ændre sig, fra menneske, til menneske. Men hvor er lysten? Hvad er lysten? Lysten til at kæmpe, lysten til mål og ære. Nogle sætter sig mål i kort fremtid, mens andre planlægger på lang sigt. Det er vel det vi kalder drømme. Og hvad skulle vi gøre uden drømme? Lever de fleste mennesker ikke for drømme? Lever vi ikke for de mål vi sætter os og de mennesker vi holder af? Måske er ens drøm, bare at være sammen med en bestemt person. En person men inderligt elsker og vil følge hele livet. Én man vil bruge sit værdigfulde liv på. En man vil holde i hånd til man dør. En man vil stifte familie med. Og så får man børn. De er nu ens nye mål i livet, vores nye sårbare ting. Vores egen sårbare punkt, hvor al modstand i verden kan ramme hårdt. At man kan elske sit barn så meget at man vil ofre alt for beskyttelse. Du står lige pludselig med et barn der er skrøbeligt, du er skrøbelig. Men vi må være stærke, holde de hårde tider ud. Og huske på at det vi har er kun os selv. Vi er mennesker. Vi er skrøbelige. Vi er os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar