Når jeg er mig

Der er køligt, og det småregner selvom det faktisk er sommer. Her dufter, her dufter frisk. Der dufter af blade og den tykke skovbund, som jeg elsker at gå på i bare tæer. Jeg har bare fødder lige nu, det kan jeg bedst lide. Jeg elsker at mærke jorden, græsset og asfalten under mig. Jeg kan mærke at jeg står på noget, noget der ikke er uvirkeligt, men virkelig tæt på. Jeg sidder i dørkanten og har åbnet døren. Jeg kan høre græshopperne, der krasler udenfor, ind i mellem kan man også høre uglen om aften. Jeg tager et skridt ud af døren. Mine bare fødder kan godt mærke at der ikke er nær så varmt som inde i gangen. Jeg tager et skridt videre og er nu ude på græsset, i min have. Min have er min skov. Min skov hvor jeg kan tænke og føle, som jeg vil, ingen skal fortælle mig noget, men det er kun mine egne tanker jeg diskutere med. Jeg diskutere med mig selv. Det lyder ensomt, men det er en vigtig del af mig, at få gennemtænkt hvem jeg virkelig selv er. Nogle gange er det om mit tøj eller mine venner, men nogle gange kommer jeg også dybere, helt ind til hjertet af mit eget sind. Der sker en sjælent gang, men til tider, som her, nu, i græsset er jeg inde på hjertets inderste. Jeg tænker på min barndom, mine forældre og de ting der rør mig mest. Somme tider, kan det få min kop til at flyde over. Jeg mærker de våde græs mellem mine tæer. Jeg bevæger dem, så jeg lige en ekstra gang kan mærke det. Ikke fordi jeg synes det er bestemt behageligt, det er jo koldt og vådt, men det åbner op for mit liv. De tætteste tanker og natur. Lige her, er jeg allermest nærværende. Også befriende. Jeg lukker øjnene et øjeblik og sætter det hele på pause. Selvom det hele er på pause, i de få sekunder, er det der jeg kan høre regndråberne falde, og ramme jorden. Regnen falder i takt, den falder tungt. Bare fordi det regner betyder det nødvendigvis ikke dårligt, men det åbner op for nogle andre ting. Tænkeverdnen. Det er her jeg går til når jeg har brug for det, brug for at tænke, brug for at være modtageligt.