Min novelle

Skumring

Ved vinduet

Karamat kiggede ud af sit vindue hver aften. Ventede, ventede på den anden dreng overfor hans lejlighed. Karamat ventede hver aften ved tusmørke, en mild og blid skumring. Lidt efter plejede Lukas at komme frem. De hilste på hinanden og grinede så de fik ondt i maverne. Hvis de ville fortælle hinanden noget, så skrev de bare på noget papir med en fed sprittus. Det er derfor at de kendte hinandens navne. Efter de mange hyggelige aftner ved vinduerne, ville de gerne møde hinanden. Karamat har gentagende gange spurgt sine forældre om lov til at se Lukas. Og gentagende gange fået nej.”Hold dig til andre muslimer” sagde hans far altid. Det gik Karamat tit rundt og tyggede på. Hvorfor skal troen bestemme venner? Hvor spillede troen så stor rolle i hvem man er venner med? Det er noget han tit har tænkt. Lukas havde nogle forældre der var meget imod islam. ”Du skal ikke være sammen med de der 2. genrations indvandre, de har nogle mærkværdige forhold til deres venner og familie” Lukas undrede sig også over det negative svar.

Lukas var 11 år gammel, havde blå øjne og lyst hår. Køn og lidt nørdet. Og pæredansk. Lukas havde en far der var meget imod muslimer. Han var lidt småracistisk mente Lukas selv. Hans forældre har tit sagt at han skulle blive venner med nogle fra skolen i stedet. Men Han havde ikke rigtig lyst. Han var altid den sidste i gymnastik, og den der sad ovre i hjørnet. Karamat var muslim. Faktisk smuk og yndig. Fine små detaljer ved øjnene. Hans forældre var tit strenge, han skulle overholde alle sine bønner og spise på de rigtige tidspunkter. Hans mor var blid og rolig. En smuk flot mørk kvinde, med den dejligste stemme rare stemme. Hans far var dog lidt mere hård. Det var han der skændte ud og holdt hans stuearrest.

Deres venskab startede med at Lukas kiggede ud af vinduet en aften. Han var lidt trist. Karamat sad inde på sit værelse og læste lidt i en bog. Karamat kiggede ud af vinduet og fik hurtig øjenkontakt med Lukas. Karamat vinkede og smilte. Lukas så hurtig op og kunne heller ikke lave vær med at smile. Så begyndte de at grine. Fra den dag blev de venner. Lukas var faktisk en lidt ensom type. Han havde ikke rigtig nogle venner, men var dygtig i skolen. Han havde en hund, som han elskede over alt på jorden. Den hed Viola. Det var en stor og dejlig. En rigtig hund.

Karamat var en mere åben type. Han var en frisk dreng, med gang i den. Han havde ikke nogle kæledyr og ønskede sig så brændende en hund. Muslimer må ikke have hunde, det er en af de grundlæggende ting for muslimer. De må gerne kæle dem og sige hej, men de måtte ikke have nogen hund i hjemmet. Hver morgen klokken halv syv, kiggede han ud af vinduet og så efter Lukas der gik tur med Viola.

En dag så Karamat ud af vinduet, det var lige der ved halv firetiden, præcis lige der hvor Lukas plejer at gå tur med Viola. Han så hurtigt lige muligheden for at komme ned til ham. Han løb ned af opgangen uden rigtig at sige det til sine forældre. Det går nok, tænkte han. Han løb ned, så han kunne nå det. Da han åbnede døren nede for enden af opgangen. Hurtigt vendte Lukas sig om mod ham. Lukas smilede, gud hvor så han rar ud, nu hvor man så ham tættere på, tænkte han. Karamat smilte og Lukas gengældte. Karamat løb hen til ham og hilste. ”Hej” Sagde Lukas stille. ”Hejsa” Svarede Karamat og agede Viola blidt bag ørene. De småfnisede lidt og hurtigt kom der en hyggelig stemning. Lukas spurgte Karamat om han havde lyst til at gå med. Karamat nikkede og var allerede godt på vej. De havde det hyggeligt. De grinede og fortalte hinanden sjove ting. De stopppede ved en smuk og stor sø. Der var en gammel bænk, som Lukas altid plejede at sidde med sine forældre. Efter de fik kigget lidt over søen, var det ved at blive lidt mørkere. ”Kom Viola” sagde Lukas bestemt. Men Viola var der ikke. Drengene begynte at lede og kalde på hende. De kunne bare ikke finde hende. Efter de havde ledt i en halvtimestid måtte de gå hjem, uden nogen hund. Da de nåede hjem, sagde farvel til hinanden, men den gode stemning var pludselig forsvundet. Karamat kunne godt se at Lukas havde tåre i øjnene og var ved at bryde sammen. Lukas vendte sig om og begyndte at gå hen til døren. Han boede i nummer 24 og Karamat i 25.

Karamat kom ind af døren og ventede sig skæld ud. ”Hvor har du været?” sagde hans far surt og lidt bekymrende. Karamat vidste ikke rigtig hvad han skulle svare, men i hvert fald ikke sandheden. Og slet ikke at genboens hund var væk.

Om aften kiggede Karamat ud af sit store vindu igen. Han kunne se at Lukas holdt sin far i hånden, de var på vej ned for at lede igen. Karamat blev også helt trist af det, han havde jo været med til det. Han fik lidt dårlig samvittighed fordi han kunne godt se på Lukas, at han havde det dårligt. Men han lagde sig bare til at sove og prøvede at tænke på noget andet. Næste morgen var der ingen Lukas og Viola. Lidt efter kom Lukas ned og begyndte at låse sin cykel op. Han hang med hovedet og Karamat blev igen mindet om dét, dagen før. Efter skole lavde Karamat lidt lektier. Men det med Viola plagede ham. Det regnede og alt var gråt og trist. Det var som om vejret var efter Lukases humør. Det blev aften og det var mørkt. Lidt efter ringede det på døren. Der blev lidt stille og han begyndte at gå ud af sit værelse. Karamat listede, så han ikke blev opdaget. Lige der ved døren stod Lukases far. En stor mand, men slet ikke lige så køn som Lukas. Karamat kunne mærke at varmen steg til kroppen. Faren stod og snakkede med Karamats mor.

”Vores drenge har været ude og gå tur sammen, hvorefter vores hund forsvandt” Han forklarede lidt videre. ”Jamen Karamat har ikke været ude for døren...” Begyndte Karamats mor. ”Lukas har fortalt mig det hele” Der blev stille og Karamat løb ind på sit værelse igen, og vidste godt hvad klokken var slået.

”Ja, tak, det skal jeg nok gøre..” Sagde hans mor, som han kunne høre ude fra gangen. Han kunne mærke at han aller mest havde lyst til at flygte. Der blev stille. Han kunne høre hans mor fortælle det til hans far. Lidt efter hørte han ”Karamat!?” Med en rigtig surt og bestemt stemme, der var ingen tvivl om det kun kunne være ham. Hans far kom ind på værelset. Karamat fik en lussing. Efter gik hans far ud igen. Han var alene på værelset og kunne ikke lade vær med at græde. Han havde både været sammen med en dansk ven og været sammen med en hund, og som det ikke var nok, var hunden også blevet væk.

Aften efter regnede det stadigvæk. Karamat besluttede sig for at ville finde den hund. Han ville finde Viola. Hans forældre sad inde i stuen og så fjernesyn. De ser ham nok ikke, tænkte han. Han sneg sig langsomt ud og listede ned af opgangen. Men han havde glem paraply. Han blev hurtig drivvåd, men var opsat på at finde den. Han gik ind i skoven hvor de havde gået, men det så meget anderledens ud nu. Skoven var blevet meget mere uhyggelig. Han kaldte hele tiden, fløjtede og klappede. Men der var ikke nogen der reagerede. Det regnede som aldrig før og han kunne mærke at han fødder stod i vand. De store træer, så lige pludselig meget mere uhyggelige ud, end de plejede. Lige pludselig hørte han en stemme lidt fra ”Hallo, du der, er det din hund?” Råbte en ældre dame ude fra et lille hus. Karamat løb hen til huset. ”Ja, det er en af mine venners hund” Hun smilede og så rigtig venlig ud. Han trådte på et lille trin der var ved huset foran hovedøren. Da han stod foran døren kunne han mærke varmen mod ham. En dejlig varm fornemmelse. Varmen bed i hans kinder og han kunne mærke at han fik varmen i ansigtet. Og så var der også en duft af kaffe. Damen fløjtede og dér, lige dér, kom Viola, lige så flot som hun plejede. Damen gav ham snoren og sagde ”Pas nu godt på den, denne gang” Og smilte. Karamat blev helt glad og rakte ud efter hundesnoren. Hun lukke forsigtigt døren igen. Karamat kiggede ned på Viola, nu var hun lige blevet så dejlig varm og nu skulle hun ud i kulden. Det var snart vinterferie, men stadig rigtig koldt. Vinden og regnen ramte hans ansigt, som hvis det var små glasskår der blev kastet i hovedet på ham. Og hvor gjorde det ondt. Efter mange minutter kunne han se lejlighederne. Han kunne se de varme lys fra vinduerne. Hvor glædede han sig til at komme indenfor. Også Viola var blevet drivvåd. Da han var nået nummer 24 stod han og kiggede på døren. Nu skulle han op med hunden. Han åbnede døren og begyndte at gå op af trapperne. De boede helt øverst oppe i egendomme, ligesom ham. Karamat stod foran hoveddøren ”Jørgen, Birgit og Lukas Jensen” Stod der. Han ringede forsigtigt på døren. Han kunne høre nogle skridt bag døren. Det var hans far der åbnede døren.

”Jamen hej! Gud, du har fundet Viola!” Sagde han overasket og smilte. ”Lukas er gået i seng” sagde faren.

”Burde du ikke også være hjemme nu? Hvad laver du så sent? Klokken er jo snart halv elve”

Han buggede sig ned og klappede Viola. Hun klynkede lidt. Karamat vidste ikke hvad han skulle svarer. Men smilte bare. Så kom Lukas løbende ud i gangen fra hans soveværelse. ”Viola!” Råbte han. ”Du fandt hende!” Sagde Lukas og krammeden ham. ”Tusind, tusind tak” ”Jamen selv tak” Stammede Karamat lidt genert. ”Vi ses, snart ikke?” Spurgte Karamat. Lukas kiggede på sin far. Næsten som om at han lige spurgte sin far om det var okay. Lukases far nikkede mens han kiggede på Karamat. Aldrig havde Karamat følt sig så accepteret, som i det sekundt. ”Jo, da” Svarede Lukas og smågrinte. Karamat kunne heller ikke lave vær med at fnise.

Stadig drivvåd, gik Karamat ned ad opgangen. Han var våd og han frøs, men det var ligemeget. Lige nu var det helt og aldeles ligemeget. Efter et par minutter, nåede han over til sin egen dør. Han bankede på døren. Det var hans mor der lukkede op. ”Du må aldrig gå igen! Aldrig ud om aften i dette vejr” ”Jeg har været så urolig Karamat” ”Shihim! Karamat er her!” Råbte hun ind til stuen, mens hun krammede ham. ”Hvordan er det du ser ud?” Spurgte hun med en overaskende stemme. Lidt efter kom Karamats far hen til gangen ”Hvad har du gang i?” Sagde han vredt. ”Det er bare fordi han ville finde den lille hund. Den der er over for os. Shihim, tag det nu roligt” Sagde hans mor. ”Hm” Svarede faren bare. Karamat var rigtig træt, og hvor var det dog dejligt at komme hjem og under dynen tænkte han. Den varme dejlige dyne. Hans mor kom ind og kyssede ham godnat og fortalte ham at han aldrig måtte gøre sådan noget igen.

Dagen efter var en dejlig morgen. Endnu en gang kiggede Karamat ud af sit vindu. Lukas stod udenfor og var på vej til at gå tur, men denne gang fik de øjnkontakt og Lukas vinkede. Han vinkede tilbage. Han smilte for sig selv.

Om aften bankede det på døren. Karamat løb ud til gangen og hans mor og far, gik også med. De åbnede døren. Det var Lukas og hans mor og far. Karamats far hang lidt op af døren, men han smilede. De smilte og spurgte: ”Som tak for hjælpen af jeres meget modige dreng, vil vi gerne inviterer jer på middag på lørdag” ”Altså hvis i har lyst” sagde de. Lukas fnisede og kiggede på Karamat ”Ja, det lyder da som en fantastisk idé, så kan drengene også få leget sammen og vi kan lære hinanden at kende” Sagde Karamats far.

De brune og blå øjne mødtes. Og accepteret.